om Sommerdans i Fælledparken
en anderledes danseoplevelse
Gilito y Su Clave, Fælledparken 2017
Kizomba, Fælledparken 2015
Samba de Roda, Fælledparken 2013
Sommerdans kan noget, ingen danseskole eller dansekursus kan.
Hvis man aldrig har danset før, kan det være skræmmende at kontakte en danseskole eller melde sig til et dansekursus – især hvis man ikke ved, om man vil have lyst til at gennemføre det.
Men til Sommerdans kan man komme, når man har lyst, deltage hvis man tør, eller blot kigge på. Og da hver aften starter med undervisning i stilarten på begynderniveau, kan alle være med. Også rammerne er uformelle, afslappede og smukke.
En typisk Sommerdans-aften begynder med en times undervisning i dagens stilart, af erfarne og professionelle undervisere, hvorefter der er fri dans. Når der er tale om stilarter, der ikke er så kendte og dermed vanskeligere for nogle, fortsætter underviseren eller andre dygtige dansere med at danse for.
Enkelte gange er der live musik til dansen, f.eks. trommer til afrikansk dans, spillemænd til folkedans, tango eller salsa-orkester.
Der sælges ikke alkohol på pladsen, og det betyder, at de fleste kommer for at danse og have det sjovt, uden at skulle bekymre sig om fulde folk. Mange tager deres børn med om aftenen, fordi det er et sikkert rum med god stemning.
Københavnerne har i høj grad taget Sommerdans til sig som deres eget. Og mange turister finder også vej til
Dansepladsen hvert år. Mange har deltaget på Sommerdans igennem adskillige år, nogle kommer trofast til
alle tango aftener, eller salsa, swing, Bollywood. Andre kommer til alle slags danse for at prøve noget nyt og
nyde samværet med andre glade Sommerdansgæster.
Sommerdans’ succes viser sig også, i de få tilfælde det regner i Fælledparken om aftenen. En støvregn bliver
ignoreret, og selv kraftig regn får kun få til at opgive dansen. Vi har set argentinsk tango i gummistøvler og
paraply, og Bollywood gennemført af en drivvåd og jublende folkemængde.
Et syn der kan få enhver til at overgive sig!